Kajakblog
Skandinavien rundt i kajak
Går du og planlægger din næste kajaktur, så kan det varmt anbefales at kigge mod Skandinavien. Her får du nemlig både udfordret din fysik og lindret dit sind, når du sejler igennem de smukke floder og stræder i det gudeskønne skandinaviske øhav. Her får du en god lynguide til de bedste steder at søsætte kajakken i Danmark, Sverige, og Norge.
Planlæg din rute
Som altid så er god planlægning nøglen til en god tur. Find kortet frem og dagdrøm dig væk til de steder, du gerne vil besøge. Planlæg din rute, find ud af hvor lang, den skal være, om det skal være en dagstur eller en tur, der kræver en eller flere overnatninger – og i så fald hvor de overnatninger skal være. Planlæg din proviant og hvor lang tid den skal kunne række. Er turen lang så indlæg pauser undervejs. Af og til bliver du nødt til at trække op på land, og måske få lidt at spise eller slå lejr for natten hvis det er en længere tur. Det er derfor vigtigt at medbringe noget, som du kan fylde din tid med, når du skal slappe af. Du skal dog tage højde for, at det skal være let at tage med – det må altså ikke veje alt for meget – og det må heller ikke fylde alt for meget i din oppakning. Det kan for eksempel være en kompakt paperbackbog, du kan læse et skyggefuldt sted, et spil kort, hvis du rejser med andre (eller du kan også lægge en enlig kabale, hvis du er afsted selv), eller du kan benytte dig af nogle af alle de online spil, der er på nettet – selvfølgelig forudsat at du har et nogenlunde stabilt netværk der, hvor du befinder dig. Hvis du skal ud på en længere tur, så sørg for at der altid er mindst én person, der ved, hvor du skal hen, og hvordan de kan få fat i dig.
Kajakture i Danmark
Vores eget lille land er et fremragende sted at sejle i kajak. Limfjorden er særdeles populær og med god grund, fordi ruterne er fyldt med smuk natur og gode oplevelser, og der er en rute til enhver sværhedsgrad - uanset om man er helt grøn i det eller er en garvet kajakroer. Et andet virkelig skønt sted af sejle i kajak er på Fyn. Det fynske øhav byder nemlig på et utal af smukke øer og holme, som samtidig udgør ynglepladser for en masse fuglearter. I Jylland er der også både Kongeåen og Gudenåen, der begge er populære steder at sejle i kajak.
Tag kajakken med til Sverige og Norge
Både Sverige og Norge er fantastiske steder at sejle i kajak! Tager du kajakken med til Norge, kan du blandt andet sejle på de smukke fjorde og elve, som alle er omrammet af de smukkeste bjerge og naturlandskaber. Du kan også sejle under midnatssolen om sommeren eller det mystiske og fortryllende nordlys om vinteren. Fra nord til syd er Norge det perfekte land at sejle i kajak i. I det sydlige Norge er der steder såsom Arendal, der både er er fantastisk sted at sejle, men også generelt at holde ferie i; der er også det populære Kristiansand, Grimsted, og Lindesnes, der alle byder på enormt smukke kajakoplevelser. Tager du derimod nordpå, vil du opleve, at hele kystlinien i Nordnorge er spækket med fremragende kajaksteder og -oplevelser ud over det sædvanlige.
Vender vi blikket mod Sverige, så mangler der bestemt heller ikke på gode muligheder for at sejle i kajak her, som for eksempel det underskønne Ivösjön, der udover at være Sveriges dybeste og største sø, også for mange er landets smukkeste sø og et af de bedste steder at sejle i kajak. Der er rig mulighed for at fiske på turen, som enten kan være en dagstur eller som kan strækkes til en tur over flere dage. Mellem Skåne og Göteborg ligger Halland, som også byder på utallige muligheder for et par gode ture. Du bør også overveje et besøg i Åsnen Nationalpark, som ligger i Småland. Her findes Sveriges største søskærsgård med mere en 1000 små øer spredt rundt omkring. Det er et meget smukt sted, hvor man sagtens kan tilbringe flere dage med at guide sin kajak rundt mellem de forskellige små øer.
Der er selvfølgelig mange flere steder at sejle i kajak i Skandinavien, som ikke er blevet nævnt her, men som helt klart er et besøg værd. Vi håber dog, at du har fået en lille smagsprøve på, hvad de skandinaviske lande har at byde på, når det kommer til kajaksejlads.